Nye tider for ledelse og personale

Spring over afgrundsdybe kløfter udføres med størst succes, i et spring. Mellemlandinger frarådes. 

Hvem havde troet, at den danske model kunne fortolkes så vidt, så vildt og dybt? Ledelsesmæssigt, pædagogisk, økonomisk og planlægningsmæssigt har vi fået et fantastisk redskab i Lov nr. 409. En lille lov på kun 7 paragraffer, og med en hel overenskomst, som bilag til loven.

Jeg er tilhænger af både ånden og teksten, i både loven og bilaget. Jeg er pinligt berørt over den proces, der førte os så vidt og jeg glæder mig til at tage det hele i anvendelse.

Ledelsen på vores skole har besluttet at tage hele springet i et hug. Fordi vi har dét, synes jeg, at vi skylder at fortælle, hvad vi egentlig forestiller os. Vi vil nemlig gerne vurderes på, om vi forstår og formår at skabe trivsel hos de lærere, der skal bære konsekvenserne i praksis. Vi har sat os det mål, at deres trivsel skal øges markant, som en direkte følge af de muligheder vi har i den nye overenskomst. Det ligger i tidens ånd og i undervisningsministeriets intentioner, at hele den danske skole skal have et markant kvalitetsløft. Lærerene skal undervise mere, bedre og hurtigere. At have en overbevisning om, at det så faktisk kan lade sig gøre, kræver vist et par ord med på vejen.

Forældrene kommer til at opleve en markant serviceforandring. De vil, blandt andet, opleve at de skal planlægge, hvornår de taler med læreren på skolen. På vores skole betyder det, at forældrene skal være fuldt bevidst om, hvornår i ugen de kan træffe hvilke lærere. Det bliver også muligt at booke møder, i arbejdstiden, både personligt, på Skype eller et telefonmøde. Vi tror, at det er en del af lærerenes trivsel at de ikke kan træffes udenfor deres arbejdstid. Vi tror på, at den enkelte lærer vil opleve både frihed og trivsel ved at blive værnet mod forældre, kolleger og ledelse, når de ikke er på arbejde. Vi håber, at alle familier vil respektere, at lærerenes tilgængelighed vil blive markant forandret. Lærerene vil uden tvivl restituere langt bedre og levere en langt bedre undervisning, når de rent faktisk holder fri.

Ole Conrad Kondrup, forstander

Lærerene har mistet egentid, forberedelsestid og mellemtimer i lovindgrebet. Vi har som arbejdsgivere vundet retten til at bestemme hvor, hvad, hvordan og hvornår læreren skal præstere sin indsats for sin løn. Det strider direkte imod, hvad der er selve kerneårsagen til, at mange har valgt netop lærergerningen. Kun de ledelser, der anderkender dette vil opleve et meningsfuldt samarbejde og et kvalitetsløft efter sommerferien. Før betalte vi løn for, at læreren kunne udtænke kreative idéer medens der kom styr på brændestakken, vasketøjet, under fodboldkampen, eller medens TV-Avisen kørte over skærmen. Det vil lærerene blive ved med, -de kan nemlig ikke lade være. Nu får vi det bare ganske gratis, eller om du vil, som en del af lønnen.

Vi indrømmer, at dette er en kynisk, logisk, årsagssammenhæng, som vi skal omgås med den største respekt. Vi har som ledelse pligt til at skabe mening og retning. Vi har pligt til at tilbyde indbydende fysiske rammer, vi skal facilitere den nødvendige teknologi og vi skal give den nødvendige tid og uddannelse. Vi betragter lærerene som intellektuelle kreative ildsjæle, med ansvar for børn og unges personlige udvikling og demokratiske dannelse. Alle andre brancher med intellektuelle ansvar for processer kan være inspiration til hvordan vi løser denne opgave. Og selvfølgelig kan en lærer, hos os, forhandle sig til at arbejde hjemmefra.

Vi skal beskytte lærerene mod det grænseløse arbejde ved at løfte ansvaret for deres psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Vi har pligt til at sørge for coaching, supervision, kursus og at lytte til de faglige organisationer. Der findes masser af viden om, hvad der sker når medarbejdere udsættes for store kulturændringer, forandringer og nye vilkår. Der findes masser af viden om succeser og fiaskoer.

Vi tog initiativ til at bruge mulighederne for fuld tilstedeværelse, fuldt ud. Vi tilbyder coaching, supervision og kurser. Vi har, efterfølgende, spurgt om de faglige organisationer vil komme med deres modspil, så vi spiller hinanden gode, til gavn for lærerenes øgede trivsel. Vi fralægger os ikke ansvaret ved at tale om hønen eller ægget. Vi indtager det synspunkt, at det er ledelsens ansvar at skabe et arbejdsmiljø, som entydigt giver et kvalitetsløft til lærerene trivsel. Punktum. Vi har en klar forventning om, at den enkelte lærer tager ansvar for sig selv og sine overvejelser om sit liv i lærergerningen.

OVERBLIKKET. Kilde: Undervisningsministeriet

Det skal vi nemlig bruge, når vi stiller krav om inklusion, højere kvalitet og mere effektivitet. Lærerene skal have kurser/efteruddannelse i socialpædagogiske færdigheder og indsigter, de skal udvikle deres didaktiske kompetencer helt vildt. Og de skal ikke mindst kvalitetssikres. Lærerene skal have tid og løn til at evaluere hinanden, de skal have tid og løn til at inddrage eleverne i kvaliteten af deres undervisning. Her er der heller ingen høns eller æg. Lærerene skal uddannes i at tale med hinanden om deres undervisning. De kan deltage i hinandens undervisning, de kan videofilme hinanden, de kan lære at coache hinanden og de skal uddannes i at uddrage elevernes værdifulde indtryk af undervisningen. Det er et entydigt arbejdsgiveransvar at sætte tid og løn af til dette formål. Det er et entydigt lønmodtageransvar at overveje om man ønsker at være ansat på sådan en skole.

Det er ledelsens ansvar at holde lærerene motiveret, indsigtsfulde og kompetente. Det er lærerenes ansvar at undervise, inddrage og udvikle eleverne. Det er elevernes og familiernes ansvar, at eleverne er tilstede, til tiden, at de er sunde, vågne og forberedte.

Undervisning er det læreren gør. Læring er det eleven gør. Læreren har ansvaret for undervisningen. Gad vide hvem der har ansvaret for læringen?

De skoler, der forstår at spille alle parter gode vil opleve et kæmpe kvalitetsløft, som vil adskille dem fra mængden. De skoler som hænger fast i overbevisninger om egen fortræffelighed, lovens uduelighed og ungdommens forfald, de vil selv forfalde.

Om mon ikke nogen sidder og tænker om ledelserne har de kompetencer der skal til for at udfolde alle disse muligheder?

Ole Conrad Kondrup, forstander